En jule småkage som jeg aldrig fik som barn, men som er blevet en stor favorit i mit voksenliv er vanilje specier. De er dejligt sprøde og helt perfekte som værtindegave med et fint bånd bundet rundt om eller i en fin kagedåse.
Specier er super nemme at lave, og smager skønt af sukker, smør og vanilje. Dejen er lynhurtig at samle, især hvis man gør brug af en køkkenmaskine – men man kan sagtens ælte den sammen med hænderne også.
VANILJE SPECIER MED TRANEBÆR OG HVID CHOKOLADE
En sprød og lækker småkage med tranebær og hvidchokolade. Det er en ældgammel og elsket småkage – og denne opskrift på specier består kun af smør, mel, flormelis, vanilje, tranebær og hvid chokolade.
Antal: 110 stk.
Ingredienser
- 400 g smør
- 500 g hvedemel
- 150 g flormelis
- 5 tsk vaniljesukker
- 200 g hvid chokolade fint hakket
- 150 g tørret tranebær fint hakket
Sådan gør du
- Ælt smør, hvedemel, flormelis og vaniljesukker, hvid chokolade og tranebær sammen og tril dejen til tykke stænger.
- Stil dej stængerne tildækket i køleskabet i minimum 1 time.
- Skær stængerne i ret tykke, ensartet skiver. Læg kagerne på plader med bagepapir.
- Bag specierne øverst i ovnen i 8-10 minutter ved 200 grader til de er lysebrune i kanten.
Skriv et svar