De sidste mange år efterhånden har nytårsaften for mig været god mad i selskab med min kæreste Jesper – ingen stor fest til langt ud på natten. Og ingen tømmermænd dagen efter hvilket jeg er ret stor fan af.
Det er oftest mig, der står for forretten – og vi er utrolig mange gange gået med spinatroulade med laks og flødeost, fordi at det er en sikker vinder hver gang. I år skal vi dog have noget helt andet, men jeg synes ikke at I skal snydes for denne opskrift – for det er lækkert – og måske kan det være inspiration til jeres hovedret til nytårsaften.
SPINATROULADE MED LAKS
Spinatroulade med laks er en nem og virkelig indbydende forret, som vil behage en hver. Denne roulade kan laves i forvejen og på den måde har du mere tid til dine gæster.
Antal: 16 skiver
Ingredienser
Spinatroulade
- 500 g frossen hakket spinat optøet
- 3 æg
- ½ dl mælk
- 1 tsk groft salt
- friskkværnet peber
Flødeostcreme
- 200 g neutral flødeost
- salt
- peber
- frisk finthakket purløg
Fyld
- 300 g røget laks i skiver
Pynt
- blandet salat
- cherry tomater
Sådan gør du
Spinatroulade
- Start med at pres spinaten fri for væske.
- Del æggene i blomme og hvider. Rør blommerne sammen med spinat, mælk, salt og peber. Pisk æggehviderne stive og vend forsigtigt i spinatmassen.
- Fordel blandingen på en bageplade beklædt med bagepapir. Bag i ovnen indtil overfladen er gylden, ca. 15 minutter ved 200 grader traditionel ovn. Lad derefter spinatbunden køle ned på en bagerist.
Flødeostcreme
- Bland flødeost sammen med salt, peber og finthakket purløg.
Lakseroulade
- Læg den nu afkølede spinatbud på et stykke husholdningsfilm. Fladen med bagepapir skal vende opad, så du efterfølgende kan trække bagepapiret af.
- Fordel flødeostcremen på spinatbunden i et jævnt lag.
- Læg lakseskiverne ovenpå flødeostcremen, skiverne skal lappe ind over hinanden.
- Rul forsigtigt spinatbunden sammen fra den lange side. Rul rouladen ved at trække let i husholdningsfilmen.
- Pak rouladen ind i husholdningsfilmen og læg den på køl i minimum en time.
- Skær spinatrouladen med laks i skiver med en skarp kniv.
- Anret skiverne på blandet salat og lidt cherry tomater. Velbekomme!
Skriv et svar